Det er midnat i Europa

EmilieTurunen

Afsættet for vores Europa-debat er, at Europa mere end nogensinde befinder sig i et make or break. Den økonomiske krise har for alvor presset Unionen i knæ: Velfærdsstaterne rundbarberes for at få kassen til at stemme, arbejdsløshed, fattigdom og social uro er stigende. Krisen har skabt store sprækker i det politiske samarbejde, og unionens værdier om solidaritet og sammenhørighed virker nu som tomme ord fra en gammel og glemt deklaration. Merkels tunge konsolideringsdagsorden styrer den makroøkonomiske tænkning i hovedstæderne og på topmøderne, mens Kommissionens neoliberale bureaukrater ufortrødent presser på for liberaliseringer, privatiseringer og dereguleringer. I konkurrencens, markedets og konsolideringens navn.

Den venstreorienterede EU-mission
Man kunne måske i disse tider fristes til – som venstreorienteret – at følge Camerons logik: Skidtet virker ikke – lad os trække beslutningerne hjem til nationalstaten! Men det ville være en historisk fejltagelse, en politisk fejlanalyse og et gigantisk svigt overfor den europæiske arbejderklasse. Cameron eksemplificerer en umiddelbart folkestemning, men den er kortsigtet og i sin natur dybt højreorienteret. For Camerons EU er en borgerlig vision om et frihandelssamarbejde uden en politisk overbygning. Et indre marked uden irriterende krav til virksomhederne – hold nu alle de arbejdsmiljøregler væk. Nallerne væk fra City of London – lad finanskapitalismen flyde. Socialt Europa? Hvad skal vi med fælles mål for beskæftigelse og fattigdom? Sådan taler en konservativ. Men det er netop den politiske overbygning, der er den venstreorienterede EU-mission.

Det er trist at dele af venstrefløjen falder i Camerons grøft.

Det er trist at dele af venstrefløjen falder i Camerons grøft. Lad os opbygge en ny Europa-dagsorden for venstrefløjen, som tager afsæt i de egentlige samfundsforhold. Lad os derfor se nærmere på samfundsanalysen.

Krisen har blotlagt en række alvorlige strukturelle udfordringer i vores økonomiske og politiske systemer i hele den vestlige verden: En ureguleret og giftig finanssektor, et svækket demokrati, øget ulighed i indkomster, koncentration af rigdommen, manglende vækst og rekordhøj arbejdsløshed. Denne udvikling skaber ikke kun mere ulige samfund, den hæmmer også selve fundamentet for vækst og jobskabelse, fordi middelklassen udhules og stadig flere synker ned i fattigdom, som blandt andre Nobel-økonomen Joseph Stiglitz har påpeget. Europa er på gal kurs.

Les også: «Den europeiske byggeplassen»

En fundamental uoverensstemmelse
Krisen har samtidig afsløret en fundamental uoverensstemmelse mellem det, folk forventer af det politiske system og det, de har fået. Finanskrisen tydeliggjorde de store sociale og økonomiske skel, der eksisterer over hele verden i dag. Hvad der i nullerne kunne pakkes ind i lånefinansieret forbrugsfest, trådte med krisen krystalklart frem: De rige bliver rigere, de fattige fattigere. Værdien af lønmodtageres slid akkumuleres i lommen på stadig færre – for slet ikke at tale om finanssektoren, der først forgyldte sig selv for lånte penge, for derefter at videresende regningen til os andre.

Hollande lovede «Changement maintenant», men leverede en forkølet vækstpagt og et nedskæringsbudget. Helle Thorning-Schmidt lovede, at «alle skulle bidrage», og at vi skulle «investere os ud af krisen», men har haft vanskeligt ved for alvor at levere en nyorientering af den økonomiske politik. At levere et funderet og holdbart socialdemokratisk projekt.

Økonomien er for længst globaliseret, uden at de politiske institutioner er fulgt med i styrke og hastighed. Finanskrisen har blotlagt demokratiet og politikernes totale handlingslammelse.

Sandheden er, at hverken Helle Thorning eller Hollande kan levere varen alene fra nationalstaten. De kommer ikke til at kunne bringe lønmodtagervælgernes forventninger i overensstemmelse med deres projekt uden et europæisk politisk program. Deres projekt er m.a.o. nødt til at være europæisk.

Finanskapitalisme og nationalstat
Hvorfor? Den simple forklaring er, at finanskapitalismen for længst har foldet sig ud over hele verden i al sin galoperende profitjagt, mens lovgiverne stadig drømmer om nationalstaten som last ressort. Økonomien er for længst globaliseret, uden at de politiske institutioner er fulgt med i styrke og hastighed. Finanskrisen har blotlagt demokratiet og politikernes totale handlingslammelse.

Med sociologen Baumanns ord: «Politikerne har jo ret, når de siger, at de enkelte lande ikke kan løse de stedløse økonomiske problemer, der flyder over grænserne. I dag står det mere og mere klart, at nationalstaten som uafhængig politisk enhed er en stor illusion. Staten er død. Ingen er længere herre over deres eget land…» (Politiken 12.januar 2013)

Paradoksalt nok er Europa socialismens og venstrefløjens egentlige og eneste chance.

Marx’ gamle tese om kapitalismen som grundlæggende ustabil har med finanskrisen fået nyt liv. Marx peger på, at de latente konflikter i kapitalismen med jævne mellemrum vil bryde til overfladen i stadig dybere kriser, sådan som vi oplever det i disse år. Ingen tvivl om, at kapitalismen er inden for enhver praktisk horisont kommet for at blive. Men heller ingen tvivl om, at den er grundlæggende ustabil og må tæmmes til at tjene os mennesker i en form for social(istisk) markedsøkonomi.

Les også: Krisen är inte över

Venstrefløjens chance
Hvad gør vi som venstreorienterede ved denne tilsyneladende uoverstigelige udfordring? Venstrefløjens optur dette århundrede, venstrefløjens chance for at genvinde kontrollen over økonomien, finansmarkederne og de økonomiske eliter, venstrefløjens chance for at skabe gode samfund med tryghed og muligheder til det store flertal, går kun én vej: Gennem et stærkt europæisk samarbejde. Paradoksalt nok er Europa, på trods af Merkels doktriner, den neoliberale tankedominans og højrefløjens flertal i Rådet og Parlamentet, socialismens og venstrefløjens egentlige og eneste chance.

EU er en mulighed for at brede velfærdssamfundet ud til flere.

Vi har brug for stærke overnationale institutioner i den verden, vi lever i i dag, som mere end nogen andet er karakteriseret af global finanskapitalisme og politisk magtesløshed. EU er den eneste stærke mellemstation for at regulere finanssektoren, tage hånd om klima og miljøudfordringer, sikre stærke arbejdstagerrettigheder og skabe en egentlig makroøkonomisk politik i en zone af en vis størrelse.

Fremskridtets projekt
Men samtidig er det magtpålæggende at understrege, at EU ikke udelukkende er nødvendighedens projekt. Det bør også være fremskridtets projekt. EU er en mulighed for at brede velfærdssamfundet ud til flere: at projicere muligheder og rettigheder fra det nationale til det europæiske niveau, så stadig flere mennesker får mulighed for at realisere et trygt og godt liv.  Vi må derfor satse på at bygge en stærk og progressiv europæisk dagsorden som må svare på de grundlæggende (økonomiske) samfundsudfordringer og samtidig bygge bro mellem den stærke folkelige skepsis og vores positive europapolitiske projekt. Vi skal vinde folk på en europadagsorden, der handler om dem, som folk flest: Om at deres job, lønniveau, velfærd, frihed og livschancer går gennem et stærkt Europa. Europa som bolværk til rå globalisering, ræs mod bunden, permanent voksende lavindkomstgruppe, udhulet middelklasse og en stadig mere svækket stat. Programmet må indeholde mindst fem store punkter:

1. En stærk økonomisk og monetær union: I dag er krisen dyb og ØMU’en fungerer ikke – bl.a. på grund af en for svag konstruktion fra starten, for store opbyggede makroøkonomiske ubalancer, og at mangler en økonomisk union til at supplere den monetære. Med mindre man ønsker et sammenbrud af euroen, er der kun én vej at gå: mod en stærkere, klogere og mere bæredygtig ØMU.

2. Styr på finanssektoren: I dag er finanssektorens magt ude af proportioner, og vi har trods fire års kamp for at genvinde terræn, ikke fået rigtig fat. Det er en helt afgørende dagsorden for at skabe ro og stabilitet omkring økonomien – og for at generobre politikformuleringen til demokratiet fra markederne.

3. Fælles mål om fuld beskæftigelse: Europa har mere end 25 millioner arbejdsløse. De økonomiske politikker må igen sætte beskæftigelsen øverst på dagsordnen. Det betyder, at vi skal tage traktaten på ordet! Unionen skal i sine økonomiske politikker stræbe efter fuld beskæftigelse. Det kræver også, at vi ser nærmere på fælles lovgivning indenfor beskæftigelsesområdet.

4. Styrkelse af demokrati, rettigheder og mellemfolkeligt fællesskab: Europa handler ikke kun om et marked og om beskæftigelse. Det er også et projekt, som er funderet i demokrati, Murens fald, fælles idehistorie og drømmen om fred og stabilitet. Det har en værdi, at vi i Europa er forenet i mangfoldighed – men også forenet i et fællesskab konstitueret af grundlæggende rettigheder og værdier. De fleste mennesker har nok en national identitet: Den skal vi beholde! Men vi kan sagtens holde til også at være europæere. Derfor må de mellemfolkelige bånd styrkes.

5. Demokratisering som modvægt til teknokratvælde: Europas eneste chance for at opnå kontakt og legitimitet med befolkningerne er en omfattende demokratisering. Det er helt afgørende, at det er folkevalgte, ikke teknokrater, der træffer beslutningerne: ellers er det begyndelsen på enden for EU. Og det er afgørende at de folkevalgte kan holdes ansvarlige. Derfor skal vi tage kvantespring ind i en ny tid hvad angår demokrati i Europa.

Lad os love hinanden at bygge en folkelighed op omkring det, som vi tror på er rigtigt. Vær sikker på, at det kræver en kæmpe indsats for at få Hr. og Fru Jensen med. Og kald det bare en føderation. Men lad ikke dette forpinte begreb stå i vejen for det, det handler om: At generobre magten fra markederne til demokratiet for at skabe menneskevenlige samfund i det 21.århundrede. Derfor Europa!

Innlegget er tidligere publisert hos Forum for politisk analyse.

  • http://www.facebook.com/morten.selnes.56 Morten Selnes

    En meget god og viktig analyse. Anbefales lest også av de på norsk venstreside som mer og mer er fanget opp av den gode, norske behageligheten med sugerør inn i den norske statskassens tilgang på makt, penger og en lett sigarduftende pensjonisttilværelse på Alicante-kysten. «Boy! Gin and bitter! Be quick, boy!»
    Morten Selnes
    Leder
    Europabevegelsen i Nordland