Fornyelse uten høyredreining

Dragsted, Pelle

Fornyelse og modernisering på venstrefløjen har i mange år været synonymt med højredrejning. Men sådan behøver det faktisk ikke at være.

Det har i hvert fald været strategien for den udvikling, som Enhedslisten gennem de sidste fem år har gennemgået, og som har medvirket til at sikre partiet en markant øget opbakning i befolkningen. De seneste meningsmålinger spår Enhedslisten 10-12 procent af stemmerne. Og partiets medlemstal har nået 10 000. Det er en fordobling på få år.

Krise og uudnyttet potentiale
Det er dog ikke mange år siden, at billedet var et helt andet. Ved folketingsvalget i 2007 var Enhedslisten tæt på helt at ryge ud af Folketinget. Og i årene efter balancerede partiet på spærregrænsen i meningsmålingerne.

Vi i Enhedslisten havde svært ved at forstå den lave opbakning til partiet. Ikke mindst fordi at vores nærmeste konkurrenter i Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet i samme periode tog nogle ganske markante højresving på bl.a. udlændinge- og retspolitikken. Det var svært for os at forstå, at vi ikke kunne udnytte det potentiale, som burde findes efter de øvrige venstrefløjspartiers højresving.

Gentagne målinger blandt vælgerne viste, at over 10 procent af befolkningen overvejede at stemme på Enhedslisten.

Men problemet med at udnytte vores potentiale stak dybere. Gentagne målinger blandt vælgerne viste, at over 10 procent af befolkningen overvejede at stemme på Enhedslisten. På trods af dette var det aldrig lykkedes partiet at nå over tre en halv procents opbakning ved et folketingsvalg.

Det stod altså tindrende klart, at der var potentiale. Men at Enhedslisten ikke formåede at udnytte det.

Undersøgelse af barrierer
Men hvorfor kunne Enhedslisten ikke lukrere på højreskredet i de øvrige partier på venstrefløjen? Og hvorfor fravalgte mange potentielle vælgere Enhedslisten, når de stod i stemmeboksen? Det var de spørgsmål, vi besluttede at finde svar på – og handle på.

Vi måtte erkende, at vi faktisk vidste meget lidt om, hvem vores vælgere og potentielle vælgere var.

Første skridt var at indhente viden. Vi måtte erkende, at vi faktisk vidste meget lidt om, hvem vores vælgere og potentielle vælgere var. Vi vidste meget lidt om deres motiver for at stemme eller ikke stemme på os.

Vores analyser byggede på mavefornemmelser mere end på faktuel viden. Derfor gennemførte vi en række større vælgerundersøgelser. Det var noget helt nyt i Enhedslisten, og anvendelsen af vælgerundersøgelser var noget vi historisk havde været skeptiske overfor.

Der er god grund til at være skeptisk overfor den stigende anvendelse af vælgerundersøgelser, fordi det for mange partier har ført til en slags politisk marketing, hvor partierne tilpasser deres politik til specifikke vælgergrupper. Det var derfor en klar præmis for os fra starten, at undersøgelserne ikke måtte og ikke ville føre til, at vi ændrede vores politik.

Barrierer handlede ikke om politik
På den baggrund var det glædeligt, at undersøgelserne klart viste, at årsagerne til at mange potentielle vælgere i sidste ende fravalgte Enhedslisten ikke først og fremmest var politiske[i]. Faktisk var der en ganske solid opbakning til Enhedslistens politiske mærkesager blandt de potentielle vælgere.

Barriererne viste sig i langt højre grad at handle om mere generelle opfattelser og fordomme om Enhedslisten rolle, karakter – og det man i kommunikationssprog kalder brand.

Særligt tre opfattelser var det som afholdt flertallet af potentielle vælgere fra at stemme på Enhedslisten, når de stod i stemmeboksen:

Mangel på indflydelse: Det var en udbredt opfattelse, at Enhedslisten ikke var et parti, som gik efter politisk indflydelse. At partiet var godt til at råbe op og protestere, men at man ikke skulle regne med at få politisk indflydelse for sin stemme.

  Ekstremt parti: En anden forklaring fra mange af respondenterne var at de opfattede Enhedslisten som et parti, der var for ekstremt til dem. De henviste blandt andet til, at de ikke mente, at partiet tog klar afstand fra politisk vold.

Et sært parti: Den sidste barriere var noget mindre konkret. Det handlede om, at mange havde en opfattelse af, at Enhedslisten ikke var et parti for dem. At det var et parti for nogle særlige mennesker. Et unormalt parti for mennesker, som kulturelt adskilte sig fra «almindelige mennesker».

Disse opfattelser var hovedårsagen til, at mange mennesker, der sådan set politisk lå tættere på Enhedslisten end på andre partier, alligevel valgte partiet fra, og vi ikke kunne indfri vores potentiale.

I alle tre tilfælde var der tale om opfattelser af vores parti, som vi stod undrende overfor, og som ikke svarede til vores egen opfattelser. Vi opfattede bestemt ikke Enhedslisten som et parti, der ikke gik efter indflydelse. Tvært imod. Det var en myte, at Enhedslisten ikke tager afstand fra politisk vold, og Enhedslisten har intet ønske om at være et niche-parti for bestemte typer af mennesker, men ønsker tværtimod at være et parti for den brede gruppe af arbejdere.

De seneste års fornyelsesproces har i høj grad handlet om at gøre op med disse misopfattelser og erstatte dem af et klart billede af Enhedslisten som et på én gang principfast og resultatorienteret parti.

Strategisk kommunikation
Der skal to ting til, før en person skifter fra et parti til et andet. For det første skal man være utilfreds med det parti, man hidtil har støttet. For det andet skal man se et attraktivt alternativ. Vi stod i en situation, hvor der fandtes en ganske udbredt utilfredshed blandt de øvrige venstrefløjspartiers vælgere, men på grund af de føromtalte opfattelser, så de ikke Enhedslisten som et attraktivt alternativ.

Det er ikke let at ændre indgroede opfattelser, fordomme og fortællinger.

 Opgaven, hvis Enhedslisten ville indfri det politiske potentiale, som fandtes, var altså at få ændret på disse (mis)opfattelser.
Det er ikke let at ændre indgroede opfattelser, fordomme og fortællinger. Det kræver tid, det kræver systematik og planlægning og det kræver gentagelser. Mange gentagelser. Det krævede derfor, at vi tænkte kommunikationen langt mere strategisk, end vi hidtil havde gjort.

Strategisk kommunikation handler om at sikre, at hele organisationens kommunikation medvirker til at nå nogle erklærede mål. At man bruger alle de platforme, man har: Pressemeddelelser, taler, interviews, kampagnemateriale, annoncer, hjemmeside, nyhedsbreve osv. til at trække i samme retning.

I vores tilfælde var det erklærede mål at få rykket ved de misopfattelser, som fandtes om vores parti. Og det var den opgave vi tog systematisk fat på fra omkring 2008-2009:

Manglende indflydelse: Billedet af manglende indflydelse forsøgte vi at ændre på både eksplicit og implicit. Eksplicit ved at gøre det til en gennemgående del af vores kommunikation og vores valgmateriale, at vi som parlamentarisk grundlag ville få indflydelse på en kommende socialdemokratisk ledet regering. At vi ville bruge denne indflydelse til at trække politikken til venstre.

Det har dog været helt afgørende for os, at vores vilje til kompromisser ikke blev en glidebane.

Men også mere implicit. Når Socialdemokraterne og SF spillede ud med politiske forslag, lagde vi vægt på vores vilje til at forhandle – frem for bare at skyde dem ned. Denne tilgang har vi fortsat efter valget i 2011. Vi gør meget ud af hele tiden at gå på «to ben». På den ene side kritiserer vi regeringen benhårdt, når den gennemfører asocial politik, men på den anden side viser vi hele tiden, at vi står til rådighed for forhandlinger, og at vi er i stand til at indgå aftaler og kompromisser.

Det har dog været helt afgørende for os, at vores vilje til kompromisser ikke blev en glidebane. Vi har fastholdt en rettesnor for vores parlamentariske arbejde om, at vi ikke bytter forringelser for en gruppe med forbedringer for en anden.

Ekstremt parti: Vi har også arbejdet konsekvent med at ændre billedet af Enhedslisten som et ekstremt parti. Vi har f.eks. lagt meget vægt på at lægge klar og tydelig afstand til grupper på venstrefløjen, der anvender vold.

Vi har gennem lang tid oplevet, at vores nuværende principprogram på grund af uklare formuleringer, har været brugt af højrefløjen og af medier til at sætte spørgsmålstegn ved Enhedslistens demokratiske sindelag og støtte til revolutionær vold i demokratiske lande. Derfor er vi gået i gang med en omskrivning af vores principprogram, som selvfølgelig skal fastholde vores klare antikapitalistiske, socialistiske og systemoverskridende karakter, men som samtidig klokkeklart skal vise vores respekt for de individuelle frihedsrettigheder. På det seneste årsmøde vedtog et stort flertal af medlemmerne en udtalelse, der slog entydigt fast, at de samfundsforandringer, som vi ønsker at gennemføre, skal ske af fredelig og demokratisk vej.

Opfattelsen af Enhedslisten som et «mærkeligt parti» har vi arbejdet med på mange måder.

Mærkeligt parti: Opfattelsen af Enhedslisten som et «mærkeligt parti» har vi arbejdet med på mange måder. Det har i høj grad handler om at ændre på f.eks. det sproglige udtryk. Og ved at få et mere ensartet og professionelt grafisk udtryk. Vi begyndte også som noget nyt, at anvende valgplakater med billeder af kandidater. Noget, der tidligere var no go i Enhedslisten

En af de mere afgørende forandringer var vores udnævnelse af en politisk frontfigur. Det har tidligere været svært at forstå for mange mennesker, at der ikke var én person, der tegnede Enhedslistens profil udadtil. Med udnævnelsen af Johanne Schmidt-Nielsen skabte vi en større genkendelighed. Hendes kommunikative evner har også haft enorm betydning for vores evne til at fremstå som et attraktivt alternativ for flere mennesker. Alle disse forandringer var med til at ”normalisere” Enhedslisten – ikke i politisk, men i kulturel forstand. Så vi i vores udtryk fremstod mindre «outlandish» ift. den del af arbedjerbefolkningen, som ikke har rødder i venstrefløjen.

Hver gang vi kommunikerer om en sag, så kommunikerer vi samtidig også om hvad for et parti vi er.

At arbejde strategisk med kommunikation er også at forstå, at når man kommunikerer om en specifik politisk sag, så kommunikerer man samtidig om, hvad for et parti man er.

Hver gang vi kommunikerer om en sag, så kommunikerer vi samtidig også om hvad for et parti vi er. Og dette overordnede billede – befolkningens opfattelse af hvad vi i bredere forstand er for en størrelse – er meget afgørende for, hvorvidt vi kan vinde opbakning til vores parti og vores synspunkter. For nok så meget godt dagligpolitisk arbejde hjælper ikke, hvis det støder mod nogle mere dybtliggende opfattelser af partiet hos befolkningen. Hvis partiet opfattes som irrelevant, urealistisk, naivt, gammeldags, voldsromantisk osv., så kan folk være nok så enige i de konkrete politiske forslag, men alligevel vælge partiet fra.

Opgaven var altså på den ene side at få fjernet misopfattelser og på den anden side at opbygget en samlet fortælling, som ikke bare handlede om hvilke politiske prioriteter, vi fokuserede på, men i lige så høj grad havde til opgave at besvare de centrale spørgsmål: Hvad er Enhedslisten for et parti. Hvad er partiets rolle? Hvorfor skal jeg stemme på Enhedslisten? Hvad er det jeg får hos Enhedslisten, som jeg ikke får hos andre?

Det handler selvfølgelig også om, hvad man opfatter som «politisk».

Fornyelse uden højredrejning
Det har som sagt været afgørende for os, at vores fornyelse og modernisering ikke indebar en politisk højredrejning, sådan som det er set så mange gange, når venstreorienterede partier talte om fornyelse og modernisering.

Det er min påstand, at Enhedslistens fornyelse først og fremmest har handlet om at ændre udtryk, kommunikation og kultur. At vi har fastholdt både vores positioner på de specifikke politiske spørgsmål fra den økonomiske politik til rets- og udlændingepolitik samt vores radikale vision for grundlæggende samfundsforandringer i socialistisk retning.

Men det handler selvfølgelig også om, hvad man opfatter som «politisk». For nogle medlemmer af Enhedslisten har det været oplevet som en højredrejning, at partiet fik en frontfigur og plakater med kandidaternes ansigter på. Andre har oplevet det som en højredrejning, at vi har lagt vægt på at vise, at vi søger politisk indflydelse. Det er et helt rimeligt synspunkt, som jeg bare ikke er enig i. Det er faktisk lidt pudsigt, at det er dem, som normalt mener, at det er indholdet og ikke formen, der er det afgørende, der også er dem, der udtrykker mest bekymring for at ændre på formen – selv hvis den åbenlyst står i vejen for indholdet.

Flere og flere mennesker fra arbejderklassen opfatter nu Enhedslisten som et parti, som ikke er for «sådan nogle som dem».

Gode resultater
Uanset hvad man måtte mene om modernisering og fornyelse, er det uomtvisteligt, at Enhedslistens har haft gode resultater. Det seneste folketingsvalg betød mere end en fordobling af mandaterne, og fremgangen er fortsat siden valget. Og måske endnu vigtigere for et socialistisk parti, så er også sammensætningen af vælgerne ændret, så andelen af arbejdervælgere og lavtlønnede er steget markant.

Flere og flere mennesker fra arbejderklassen opfatter nu Enhedslisten som et attraktivt alternativ – og som et parti, som ikke er for «sådan nogle som dem», men også for «sådan nogle som mig».

Enhedslisten fremgang er selvfølgelig først og fremmest resultat af et svigt fra de andre arbejderpartier. Hvis de havde optrådt anderledes, var vi aldrig nået hertil. Men det er en påstand, at vi heller aldrig var nået hertil uden de forandringer, som Enhedslisten selv har gennemgået.

Når vi er kommet betydeligt nærmere vores egen selvopfattelse som et arbejderparti, er det paradoksalt nok fornyelse, modernisering, professionel kommunikation, profilering af personer og andre ting som er traditionelle venstreorienterede fy-ord, som har været en vigtig del af forudsætningen for at nå dette mål.

Noter:
[i] Kun på et område var der er klar modsætning mellem partiets politik og en stor gruppe af nuværende og potentielle vælgere. Det var på spørgsmålet om dansk udmeldelse af EU. Her var både nuværende og potentielle vælgere langt mere EU-positive end partiets politik. Det betød selvfølgelig ikke at Enhedslisten ændrede sin EU-politik. Men det gav en indikation om, at her var der en stor kommunikativ opgave.