Klassesamfundet anno 2012

Lars Olsen

Klassesamfund? Det er da noget, som var der i gamle dage – ligesom kakkelovnen, toilet på trappen og det sort-hvide tv. I dag er danskerne én stor middelklasse, lige med undtagelse af misbrugere, hjemløse og andre socialt udsatte.

Sådan er en udbredt forestilling i den offentlige debat. Boken Det danske Klassesamfund dokumenterer, at det er en myte. Danmark er stadig et klassesamfund med store forskelle i levevilkår, magt og muligheder.

Det levende klassesamfund
Bogen bygger på et omfattende datamateriale, hvor Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har kortlagt samfundsudviklingen fra 1985 til i dag. Forfatterne har inddelt danskerne i fem sociale klasser ud fra deres uddannelse og position på arbejdsmarkedet – underklassen, arbejderklassen, middelklassen, den højere middelklasse og overklassen.

De højere klasser afsondres mere fra folk flest.

Analyserne viser, at klasseskellene er voksende, og at velfærdssamfundets sammenhængskraft er under pres:

For det første afsondres de højere klasser mere fra folk flest – økonomisk, geografisk og mentalt. I 1985 tjente én i overklassen 2,4 gange så meget som én fra arbejderklassen, i 2009 var det steget til 3,9. Samtidig klumper overklassen og den højere middelklasse sig sammen i særlige enklaver, især i hovedstadsområdet.

I 1985 var der kun seks sogne, hvor de højeste klasser udgjorde mere end 40 procent af familierne, og de lå alle i »whiskybæltet« nord for København. I dag er der 25 sogne spredt over hele hovedstadsområdet, men kun et enkelt udenfor – Risskov i Aarhus.

Det er overklassen, som har magt og ressourcer til at sætte rammerne om andre menneskers liv.

Det er overklassen, som har magt og ressourcer til at sætte rammerne om andre menneskers liv – hvad enten det er som direktør i en privat virksomhed, chef i det offentlige eller redaktør med indflydelse på meningsdannelsen. Hovedstadens meningsdannere og beslutningstagere lever imidlertid i en anden virkelighed end det store flertal.

Underklassen vokser
I den anden ende af samfundspyramiden kortlægges en udvikling, som er en stor udfordring til venstrefløjen: Stadig flere havner i underklassen, der primært lever af overførselsindkomst.

Underklassen vokser og vokser.

Underklassen udgør ikke mindre end hver femte af de 18-59-årige, fraregnet studerende. Og den bare vokser og vokser. Også underklassen klumpes sammen – i udkantsområder som Lolland og Langeland og i belastede bydele i de større byer.

Når klasserne lever i mere forskellige verdener, så bliver »klasserejsen« længere.

I både top og bund er en stærkere social arv. Flere børn fra overklassen og den højere middelklasse er også som voksne i de højeste klasser. Og flere børn fra underklassen er også som voksne i underklassen. Nøjagtig samme mønster som dét, vi har set i USA og England siden 1980’erne. Hér er den sociale mobilitet faldet i takt med stigende ulighed og segregering. Vores analyser viser, at denne udvikling nu også er undervejs i Danmark. Forklaringen er lige for: Når klasserne lever i mere forskellige verdener, så bliver »klasserejsen« længere. Og den sociale mobilitet falder.

Klassernes størrelse og udvikling ses i denne tabel:

Klassernes andel af de 18-59-årige danskere, opgjort som personer, 2009, i procent:

 

2009

1985

Overklasse

1

1

Højere middelklasse

9

4

Middelklasse

24

19

Arbejderklasse

47

58

Underklasse

20

18

Social mobilitet hænger fast
Det undrer måske nogle, at arbejderklassen stadig er langt den største: Næsten halvdelen af de voksne danskere. Men så mange er faktisk faglærte og ufaglærte lønmodtagere med almindelige job. Arbejderklassen er skrumpet siden i 1985, og middelklassen og den højere middelklasse er vokset. Processen går dog langsommere, end mange forestiller sig.

Kun en fjerdedel af arbejderklassen er i dag beskæftiget inden for industri og byggeri. En anden fjerdedel er offentligt ansatte – sosu-assistenter, dagplejemødre m.v. Og en fjerdedel arbejder med handel og transport – de kører lastbil, sælger mobiltelefoner for TDC eller gør rent hos Arriva. Den sidste fjerdedel er fordelt på en række mindre brancher.

Netop analyserne af arbejderklassen har udløst kritik, også på centrum-venstre. Idehistorikeren Asger Brandt kalder arbejderklassen for »middelklasse uden uddannelse«, mens socialdemokraten Henrik Sass Larsen mener, at S har løftet arbejderklassen op i middelklassen. Bogens data dokumenterer imidlertid iøjnefaldende skel mellem arbejderklasse og middelklasse:

– 31 procent af arbejderklassen har sjældent eller aldrig indflydelse på deres arbejde. I middelklassen er det 15 procent, i den højere middelklasse 11 procent.

– 36 procent af arbejderklassen har flere alvorlige problemer med det fysiske arbejdsmiljø – støj, dårligt indeklima, ensidigt gentagne bevægelser etc. I middelklassen er det 16 procent og i den højere middelklasse kun 8 procent.

– Kun 7 procent af arbejderbørnene er som 25-26-årige i gang med en akademisk uddannelse. For middelklassen er tallet 14 procent og for den højere middelklasse hele 29 procent. Det er de velstilledes børn, som får adgangsbilletten til de mest indflydelsesrige og bedst betalte job.

Centrum-venstre må ind i (klasse)kampen
Det er paradoksalt, at folk på centrum-venstre i disse år definerer arbejderklassen væk. Globaliseringen og krisen lægger et hårdt pres på almindelige lønmodtagere, det samme gør skæve politiske beslutninger. Centrum-venstre må vende tilbage til den røde tråd i vores historie: Kampen for de mange.

Denne artikkelen er først publisert på fopa.dk.